Birkesaft
Selvforsyning

Birkesaft

For nogle dage siden fik Kasper og drengene sat gang i årets tapning af birkesaft. Vi har gjort det et par år, og det er et af de projekter, der er spændende for både store og små herhjemme. Det er lidt magisk, at der kommer saft, man kan drikke, ud af et træ. Og det er ikke ret krævende. Når først der er boret et hul i stammen, studsen er sat i og slange og beholder er sat på, er det bare at vente på, at beholderen langsomt fyldes, så man kan tappe saften.

Birkesaft

Hvornår

Saften kan tappes fra det tidspunkt, hvor safterne i birketræet begynder at stige. Det vil efter en typisk vinter sige omkring midt marts, og til træet får blade. I år har vi ventet lidt længere, da det har været så koldt hele marts. Men når safterne først stiger i birketræerne, går det altså så hurtigt, at det er muligt at tappe og drikke saften.

Birkesaft Birkesaft Birkesaft

Det er lidt fascinerende, at der løber så meget birkesaft af træet. På fire dage har vi fået 10 liter. Og med den hastighed er det mere end rigeligt til vores forbrug. Det smager ikke af så meget. Som sødt kildevand. Saften indeholder cirka 1-2% sukker og mange mineraler. Der er alle de næringsstoffer i, som birken skal bruge for at vokse, f.eks. fruktose, glukose, frugtsyrer, aminosyrer, C-vitaminer, kalium, kalcium, fosfor, magnesium, mangan, zink, natrum og jern. Og man føler sig jo ikke så lidt sund, ved lige at tage sådan en næringsrig slurk!

Træet tager ikke skade af det, hvis man sørger for kun at tappe fra det samme træ hvert 2. eller 3. år.

Hvad bruger vi det til

Det er altid den første tapning, der har størst opmærksomhed herhjemme. Vi har drukket ret meget de første par dage – direkte efter tapning og afkølet fra køleskabet. Solvej synes det smagte lidt mærkeligt og ville hellere have mælk, men resten af holdet kunne godt lide det. Børnene har fået noget med i skole, børnehave og vuggestue, så deres kollegaer kan smage. Tror det er fortællingen mere end smagen, der er spændende for dem. Men det er også fint.

Derudover har jeg foreløbig bagt brød og klatkager med det. Birkesaften synes at forstærke dejens hæveevne. Smagen var ikke meget tydelig, men med lidt god vilje, kunne man godt smage den nye ingrediens. Jeg har også forsøgt mig med at lave sirup af birkesaften. Jeg kogte 2 liter saft i lidt over 2 timer og resultatet blev ca 20 ml sirup. Sådan lige bunden af det syltetøjsglas jeg optimistisk havde fundet frem til formålet. Det smager virkeligt dejligt og har den smukkeste farve. Men det er selvsagt ikke noget, vi kommer til at vælte ud over store isdesserter. Der bliver rationaliseret med det. Men det er også som om, at man nogle gange nyder den begrænsede luksus mere, end den mad man har i overflod.

Birkesiurp

Det birkesaft, vi ikke når at bruge, bliver frosset ned til senere brug. Det holder sig nemlig ikke ret længe efter tapning. Ca. 5 dage på køl og så begynder det at blive uklart og mælket.

Ved Dansk Hjemmeproduktion har de en rigtig fin vejledning i, hvordan man tapper sin birkesaft.

Follow on Bloglovin

You Might Also Like...

No Comments

    Leave a Reply