Bæredygtighed Selvforsyning

Genbrug din grøntsag – Gendyrkning

Jeg har taget Sustain Daily‘s udfordring op denne måned og har fået jord under neglene. Jeg får ret tit jord under neglene. Så vasker jeg hænder, kommer måske neglelak på – og så ligner det igen, at jeg har kontorhænder – næsten. Denne gang er det dog lidt anderledes.

Jeg er nemlig ved at prøve noget nyt. Jeg gendyrker et spidskål. Vi har spist hele spidskålet på nær rodstumpen (efter sigende skal man passe på, at denne rodstump ikke er alt for lille). Jeg har haft den i vand i nogle uger (rodstumpen var kun lige dækket af vand – resterne af det grønne var tørt).  Og nu er der så vokset fine små rødder ud forneden, og bladene er faktisk også begyndt at gro. Den er kommet i jorden nede i drivhuset, og rygterne siger, at det så bare handler om at vente. Så vokser der labre, sprøde kålblade ud man kan plukke efterhånden.

gendyrkning 

Naturens overlevelsesevne

Det er på en eller anden måde sådan en demonstration af overlevelsesevne fra naturens side. Det sidder lige i skabet i forhold til den økonomiske og miljømæssige side indenfor bæredygtighed. Og i kampen mod madspild rammer det også totalt plet. Prøv at tænk på hvor mange færre grøntsager der skulle produceres i industrien, hvis flere genbrugte og gendyrkede deres grøntsager?

Og hvis man lurer med hos garvede gendyrkere som fx Persille Ingerslev, så er det jo helt vildt fascinerende. Og slet ikke svært. Overhovedet. Og når jeg nu i anledning af dette indlæg sidder og læser mere om det, får jeg for alvor blod på tanden. Det lyder til, at der nærmest ikke er grænser for, hvad man kan gendyrke. Kål, forårsløg, salat, hvidløg, selleri osv. osv.

Og helt ærligt. Vi har haft køkkenhave i 10 år, og aldrig er det gået op for os, hvor meget større udbytte vi kunne få, hvis vi var lidt mere opmærksomme på at gendyrke vores afgrøder. Lige knække toppen af guleroden når man høster og ned i jorden igen (vel at mærke kun på dem man har tænkt sig at spise indenfor en overskuelig periode). Kun skære hovedet af salaten og lade roden lave nye blade. Det kan være det måske ikke er så nemt, når det kommer til køkkenhaven, og det kun fungerer i potter i vindueskarmen – det må erfaringen vise.

En ting er sikkert. Jeg er slet ikke færdig med gendyrkning.

Follow on Bloglovin

You Might Also Like...

No Comments

    Leave a Reply