Personlig

Om at sætte pris på langsommeligheden…

For 2 år siden købte jeg et mønster hos Sidsel Sangild til et hæklet halsrør. Mønsterleg hedder det. Det var i marts, og jeg vidste godt, at jeg ikke ville blive færdig inden sommeren. Men så kom den næste vinter. Og det blev sommer igen. Ja – og nu er det vinter igen – det er endda i slutningen af vinteren, og jeg er lige kommet halvvejs med halsrøret… Det er ikke fordi, jeg ikke laver andet. Jeg laver alt muligt kreativt hele tiden. Men lige det halsrør – det skrider godt nok langsomt frem.

Det går langsomt

Det går så langsomt, at det efterhånden er helt pinligt at hive halsrøret frem og hækle på det, når vi har gæster. ‘Ja…det er det samme halsrør jeg også var i gang med sidste år…og forrige år…’ Men hvorfor er det pinligt?

Jeg tror, det er fordi, at det signalerer langsommelighed og manglende fremdrift. Og sådan som samfundet er stykket sammen, er langsommelighed og manglende fremdrift ikke noget at prale af. Vi skal skynde os og præstere. Hele tiden.

Og jeg synes også selv, det er rart at føle, jeg præsterer noget. Samtidig oplever jeg, at flere og flere jeg kender blive syge af at skynde sig og præstere hele tiden – på jobbet og privat. Og det er vel også derfor at yoga, mindfulness og meditation er eksploderet. Det bliver en nødvendighed at lære at komme ned i tempo bare i en time i ny og næ for at overkomme en hverdag, hvor alting går alt for hurtigt.

Jeg synes i samtalen med andre, at det klart er nemmest og mest acceptabelt at fortælle om, hvor travlt man har. Der er vel nærmest lidt status over det.

Mindre arbejde

Jeg valgte efter min seneste barsel at sige mit arbejde op. Jeg gik hjemme noget (ekstra) tid med min yngste, og vi prøver nu at stykke en hverdag sammen, hvor Kasper arbejder fuldtid, og jeg arbejder mindre. Vi har helt sikkert ikke så travlt som før, og det nyder både børnene og vi godt af. Vi har tid til at tempoet er lidt langsommere end før. Men i samtalen med andre, synes jeg stadig det er svært. Det er svært ikke at kunne fortælle, at man har sindsygt travlt.

For at fortælle, at man har tid til at spise med børnene, lige til de er færdige, eller har tid til at sidde med dem på skødet når de vågner. Lige til de ikke gider sidde der mere, eller lader dem tage tøj på selv – selvom det tager så ulideligt lang tid. Eller går en tur i haven for lige og se, om der er kommet flere vintergækker op. Eller går en tur uden formål. Eller kigger ud af vinduet i 15 min. Alt det tæller ligesom ikke som en præstation i samtalen med andre. Sådan synes jeg det er.

Er langsommelighed trendy?

Alligevel tænker jeg, at der langsomt er ved at ske en ændring. Man ser flere og flere eksempler på modreaktioner mod travlheden. Folk der ønsker at stå af ræset og leve en mere enkel livsstil med mindre forbrug, mindre kompleksitet og mindre stress. Som fx os. Vi øver os i hvert fald. Og det er helt sikkert en god hjælp ikke at have så travlt på job. Men jeg skynder mig alligevel som regel med alt, så jeg føler jeg når så meget som muligt og udnytter tiden bedst muligt. Jeg skynder mig at handle ind, hænge tøj op, lave mad. Jeg skynder mig sådan bare af vane – selvom jeg måske slet ikke har travlt.

Hækletøj - Mønsterleg - langsommelighed

Og tilbage til mit hæklede halsrør. For at hækle er en god måde for mig til at komme ned i tempo. Jeg er så utroligt langsom til at hækle. Tankerne flyver afsted, og jeg når nærmest intet. Jeg bliver helt sikkert ikke færdig med det, inden det bliver sommer i år. Måske heller ikke i vinteren 2018/19. Men det skal nok blive færdigt engang. Og hvem ved måske har samfundsnormerne til den tid ændret sig så meget, at jeg nærmest kan prale af hvor utroligt langsomt det gik med at lave det?

En ting er sikkert. Jeg vil fortsætte med at øve mig i ikke at have så travlt. Jeg vil virkeligt gerne undgå at blive syg af at skynde mig – som det sker for så mange. Det har jeg simpelthen ikke tid til…

Follow on Bloglovin

No Comments

    Leave a Reply