Bæredygtig livsstil

Hvilken hverdagsvane vil jeg ændre i marts?

Så blev det marts. Officielt første forårsmåned selvom jeg synes, at kulden lige stædigt nok fastholder vinterfornemmelsen. Vintergækkerne i haven, der ellers håbefuldt var kommet op og stod smukt og ranke og talte om forår, ligger nu fladt hen af jorden og hiver efter vejret – eller varmen om man vil. Vi holder ud et par uger endnu, og så må varmen ellers godt komme!

Jeg har lyst til at give mig selv en udfordring. Jeg vil hver måned prøve at ændre en af mine vaner mod en mere bæredygtig livsstil.

Hverdagsvane-ændring i marts: Mindre tøjvask

Vi er to voksne og tre børn på 2, 4 og 7 år herhjemme. Og vi har MEGET vasketøj. Altid! Vi har også virkeligt meget rod, og vi er blandt andet slemme til at smide tøj alle vegne. Når vi så rydder op, er det ofte, at tøj der ligger på gulvet, bare ryger i vasketøjskurven – selvom det måske ved nærmere eftersyn ikke er vildt beskidt.

Derudover så ryger børnenes tøj næsten altid til vask, når der er endda små pletter på det. Lidt havregrød på maven, en bussemand på skulderen, sovs på ærmet osv. Og det ser selvfølgeligt ikke særligt fedt ud, men det er måske ikke nødvendigt at vaske hele blusen pga en lille plet på maven?

Hvorfor denne ændring?

Miljøbelastningen ved tøj ligger ikke kun i produktionen. Hver tøjvask er en belastning for miljøet. Vi har forsøgt at mindske denne belastning ved kun at bruge svanemærket vaskemiddel, vi bruger aldrig skyllemiddel, vi vasker kun fulde maskiner, vi vasker mest ved lave temperaturer, og vi tørrer så vidt muligt tøjet på tørresnor frem for i tørretumbleren. Men jeg tænker, at vi godt kan sænke antallet af gange, vi starter vaskemaskinen hver uge. I sig selv er der selvfølgeligt en miljøgevinst at hente ved at starte maskinen færre gange, men samtidig bliver tøjet ikke så hurtigt slidt og holder derfor længere. Jeg har ikke nogen præcis optælling over, hvor meget vi vasker om ugen nu, men et godt bud er, at vi vasker 4 maskiner tøj ved 30 grader og 2 maskiner med kogevask ved 90 grader.

Hvad vil jeg gøre?
  • Jeg vil i højere grad end nu, tjekke om tøjet rent faktisk er beskidt, inden det ryger til vask.
  • Jeg vil fjerne småpletter fra tøjet under vandhanen og sørge for, at det bliver brugt nogle flere gange, inden det ryger i vaskemaskinen.
  • Jeg vil i højere grad end nu lufte tøjet, så det kan bruges igen inden tøjvask.
  • Der er vist noget om, at man kan fjerne dårlig lugt fra tøjet, ved at lægge det i fryseren. Det skal også prøves. De næste par uger kan det vist bare hænges udenfor. Der er koldere end i fryseren…

Nå ja, og ud over at det er mere skånsomt for miljøet, så kan jeg egenligt godt finde på noget federe at lave end at vaske tøj…

Follow on Bloglovin

You Might Also Like...

No Comments

    Leave a Reply