Høns

What Women Want – Høns og idolplakater

Æg – tak!

Som jeg tidligere har skrevet om her, så startede vi en ny hønseflok op i efteråret. 5 lys sussex og 4 tværstribede skovhøner. Ingen hane endnu. De var endnu unge teenagere da vi fik dem, og de lagde derfor ikke æg endnu. Vi gav dem æglægningspiller og lækre, lækre madrester. Men æggene lod vente på sig. Og så kom jeg til at tænke på mig selv som teenager. Noget af det vildeste var Take That. Hold nu op hvor var de lækre, og jeg havde mange idolplakater af dem på mit værelse. Min søde veninde Stine havde en stor plakat med Kevin Costner. Wow! Det kunne virkeligt få gang i hormonerne.

Høns og idolplakater

Ja og så bare lige for at gå – for os – uudforskede veje i forhold til at stimulere hønsehormonerne, så fandt jeg et billede, af en virkeligt flot fyr til dem. Han kom op at hænge i hønsehuset. Jeg har jo selv erfaret, at de dejligste mænd finder man i Faaborg. Og sørme om hanefar her ikke også er fra Faaborg. Else Hinke har malet ham. Så er der også lidt til de af hønsene, der måtte være kunstinteresserede.

Høns og idolplakater

Og jeg skal ikke kunne sige, om det var det faktum, at de var blevet lidt ældre, eller det simpelthen virkede med en idolplaket med en lækker fyr. I hvert fald startede de med at lægge æg. Først nogle lidt små søde nogen, og siden nogle større, og nu lægger de 9 høns vel samlet i snit 6 æg om dagen. Store flotte æg.

Høns og idolplakater

Æg – i redekasserne tak!

Næste problem var at de – måske for at være tættest mulig på hanen – lagde æggene på gulvet i hønsehuset. Altså lige præcis under pindene hvor de sover om natten, og derfor lige oveni al hønselorten. På den lidt hårde måde gjorde vi det virkeligt lidt hyggeligt for dem at lægge på gulvet, og virkeligt meget hyggeligt at ligge i redekasserne. Vi fjernede simpelthen al halm og savsmuld fra gulvet og lavede det rigtigt lækkert i redekasserne med et godt tykt lag halm. Og efter nogle uger virkede det. Nu kan de næsten alle sammen finde ud af ligge sig ind i redekasserne…

Vi tænker dog, at det på sigt vil være godt med en rigtig hane til hønsene. Vores nabo satser på at få kyllinger i foråret. Og er der en hane imellem, må vi gerne få ham. Det der med idolplakater er for de flestes vedkommende nok alligevel ikke helt nok i længden…

Follow on Bloglovin

You Might Also Like...

No Comments

    Leave a Reply